Spring til hovedindhold

Birkerød Sø

Fra "Bidrag til arbejdet med at få renere vand og sunde vandmiljøer i Rudersdal"

Gå til projektet

Birkerød Sø er i dårlig økologisk tilstand med høje koncentrationer af fosfor, klorofyl og kvælstof. Søen har ingen større tilløb, lang opholdstid og lav vandudskiftning, hvilket gør den særligt sårbar. Det er en særdeles central sø i Birkerød med et væsentligt rekreativt formål.

Sedimentundersøgelsen fra 2017 viser, at det skønnes, at der frigives ca. 46 kg fosfor årligt fra søbunden – næsten 10 gange så meget som den miljømæssige målsætning på 5 kg/år. Samtidig sker separatkloakering først fra 2035 og frem.

Med baggrund i eksperternes udtalelser og vurderinger ved mødet den 26. maj foreslår jeg, at følgende virkemidler undersøges og vurderes. Det er muligt, at en kombination af flere indsatser – en flerstrenget strategi – vil være mest effektiv, og det er netop formålet med forundersøgelsen at belyse, hvilke løsninger der samlet kan give størst effekt under de lokale forhold:

Forslag til virkemidler (ikke i prioriteret rækkefølge)

  • A. Oprensning af sedimentet: Fjernelse af det øverste, fosforholdige lag bundmateriale for at reducere intern belastning. Relevansen er veldokumenteret med baggrund i sedimentdata og lang opholdstid.
  • B. Fosforfældning: Kemisk binding af fosfor i sedimentet ved tilsætning af aluminium eller lanthan – midlertidig men effektiv løsning.
  • C. Iltning af bundvandet: Forbedrer iltforhold og mindsker frigivelsen af fosfor fra iltfattigt bundsediment.
  • D. Biomanipulation: Opfiskning af fredfisk og evt. udsætning af rovfisk for at fremme dyreplankton og reducere algeopblomstring.
  • E. Systematisk overvågning af vandkvaliteten: Kvartalsvise målinger af fosfor, ilt, klorofyl og sigtedybde for at følge udviklingen og dokumentere effekten af tiltag.
  • F. Bassiner og tekniske løsninger i oplandet: Hvis pladsen omkring Birkerød Sø er begrænset, bør kommunen og Novafos undersøge muligheden for at opsamle og forsinke regnvand og kloakvand længere oppe i oplandet – f.eks. i vejbede, bassiner eller andre tekniske anlæg. Det kan aflaste søen og reducere overløb uden at forstyrre rekreative arealer tæt på vandet.
  • G. Nedbringelse af kloakoverløb til et ansvarligt niveau: Udledningen af spildevand ved overløb til Birkerød Sø bør reduceres markant – både i mængde og hyppighed. Det bør tydeligt fremgå, hvilke reduktioner der forventes før og efter separatkloakering, og hvilke midlertidige tiltag der kan mindske belastningen allerede nu.
  • H. Lokal nedsivning af regnvand fra boliger omkring søen: Jeg tilslutter mig ideen om, at beboere omkring søen – i videst muligt omfang – afkobler regnvand fra kloakken og i stedet leder det til regnbede, faskiner eller regnvandstønder. Kommunen bør understøtte dette med vejledning, fleksible regler og evt. økonomiske incitamenter.
  • I. Dammuslinger til naturlig rensning: Undersøg mulighed for introduktion eller fremme af muslinger, som kan bidrage til klarere vand.

Jeg håber, at disse forslag indgår i det videre arbejde og i følgegruppens drøftelser frem mod prioriteringer i 2026.

Med venlig hilsen

Lars Sandager Ramlow

Officielle opdateringer

Sidste opdatering: 27. juni 2025

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Nuværende status

set