Forældre skal lære deres børn mange ting, men ikke at drikke alkohol
Fra "Mindre nikotin, alkohol og stoffer"
Gå til projektet
Jeg mener, at informationsindsatsen bør styrkes overfor forældre omkring alkoholens skadelige virkninger. Sundhedsstyrelsen skriver, at "intet alkoholforbrug er risikofrit". Vi lader som om vi ikke forstår, hvad det betyder.
Rudersdal Kommune er en af de kommuner, som ligger allerhøjest på alkoholforbrug, ikke blot blandt unge. Alkohol koster samfundet milliarder, og det stjæler sundhedspersonalets begrænsede ressourcer, at vi vender det blinde øje til de skadelige effekter alkohol har; stress, mistrivsel, depression, fedme, diabetes, fedtlever, lever/nyresvigt, brystkræft, andre typer kræft - listen er lang.
Forældre ved for lidt om alkohols skadelige virkninger, og vi tager generelt alt for let på alkoholforbruget. Vi vender det blinde øje til og tænker, at "jeg gik til den som ung, og det tog jeg ikke skade af". Men det er en falsk påstand viser tallene: 860.000 danskere har et storforbrug af alkohol. 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug. 140.000 danskere er afhængige af alkohol.
Det betyder, at mange forældre selv har et storforbrug uden at tænke over det. Og det har man tendens til at give videre til børnene.
Man ved, at børn oplever det som utrygt, når deres forældre er fulde. Børn bliver utrygge, når de voksne, de stoler på og er afhængige af, forandrer adfærd og mister kontrollen. Hvem husker ikke med væmmelse et sprutkram fra en mor, far eller onkel?
Alkohol er et klasse 1 kræftfremkaldende stof som fx asbest, som vi jo skåner vores børn helt for, idet asbest for længst er blevet fjernet fra skolerne.
Et par forslag:
- Væk med spiritus som del af forældrekulturen i skoler og børnehaver. Hvorfor skal vi være stive for at kunne/turde lære hinanden at kende? Det er en ekskluderende adfærd, ikke inkluderende adfærd.
- Information via kommunens medier omkring alkohol og sundhed.
- Fortsæt med alkoholworkshops på skolerne i 8. klassse
- Tilbyd de unge alkoholfrie sociale aktiviteter i kommunen - der er en kraftig mangel på et klubmiljø for de 15-16 årige, skolefester for den enkelte skole etc. Lad selv de unge arrangere.
