Spring til hovedindhold

Tove Ditlevsens bænk

Fra "Markante kvinder i fremtidens byrum"

Gå til projektet

Tove Ditlevsens bænk


Tove Ditlevsen (1917-1976) er en af Danmarks mest læste og populære forfattere. Hendes selvbiograferende forfatterskab har vundet ny interesse for nye generationer og nu også international interesse.

Hendes udgangspunkt med opvæksten på Vesterbro er mindet på flere måder. Den datidige folkeskole over for Hedebygade er i sin nye form opkaldt efter hende. Der findes tillige en Tove Ditlevsens plads. Bænke og fliser er dekoreret med citater fra hendes digte.

Barndommens gade på Vesterbro er dog kun den ene pol i forfatterskabet. Den anden pol er kampen for både at fastholde sin dybe drift efter at skrive og udtrykke sig, samtidig med at hun søger en ægteskabelig ramme og et slags familieliv.

Det sidste, længste og mest dramatiske ægteskab, det 4. med Victor Andreasen,  udfolder sig de første 11 år fra 1951 til 1962 her i Birkerød på Bistrupvej 44. De er blevet kaldt de gode år. Om end ikke idylliske. Her levede Tove Ditlevsen tidstypisk som hjemmegående husmor, medens manden pendlede ind. Her kæmpede hun med indkøb, madlavning, rengøring, et krævende fyr og tilstoppede afløb. Hertil opdragelsen af to snart tre børn. Og samtidig søgte hun at skrive og leve inden for det som udviklede sig til et strindbergsk ægteskab. Et ægteskab som siden fandt sin anden voldsomme fase i herskabslejligheden på H.C. Andersen Boulevard. De onde år – afløste de gode år.

Der er bestemt en god idé i at minde os selv om, at Tove Ditlevsen også forsøgte at realisere det almene som hustru og mor – i sine 11 år på Bistrupvej i Birkerød. Ikke at hun lykkedes med det, men at hun kæmpede for det. Og at hun bragte sine oplevelser og erfaringer videre ind i sit forfatterskab i flere omgange og på flere måder. Herunder at det var midt i Birkerød-perioden, at hun overtog familiebrevkassen i Familie-Journalen (1956-76).

Her formidlede hun gode nøgterne råd om de ægteskabelige og menneskelige bryderier til en mangfoldighed af spørgende kvinder – og en meget stor læsergruppe.

Selvom Tove Ditlevsen ikke var det store naturmenneske, så må hun have gået ture – både i Bistrup Hegn og ned til Birkerød Sø. Kun et par hundrede meter fra villaen og haven.

Ved søen er der en stenbænk op mod kirkegårdsdiget og med udsigt over søen. Her lå tidligere et større anker, som nu er fjernet, efterladende en smuk udsigt.

Her ville en mindesten, en flise med et Tove Ditlevsen-citat eller andet kunnet markere  forfatterens tilhørsforhold til sted og område. Tove Ditlevsen-bænken kunne være et diskret, funktionelt, men fint monument. Og den står der i forvejen som Rudersdal Kommunes bænk nr.165, Drift, Teknik og Miljø. Den skal blot iscenesættes på ny måde.


Lars Tonnesen

Formand for Birkerød Kunstforening 

Søstien 1, 3460 Birkerød   Mail: larstonnesen

Tlf 22 1995 06  Mail: Lars Tonnesen

Kommentarer(2)

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.
Seneste kommentarer er indlæst.
Profil af John Baastrup
Sendt af:John Baastrup
for 2 år siden
Jeg skal afholde mig fra at kommentere Tove Ditlevsens litterære produktion, som skoleelever i generationer er blevet belemret med. I stedet vil jeg kommentere forslaget om Tove Ditlevsens bænk ved Birkerød sø. Forslaget nævner, at Tove Ditlevsen formidlede gode, nøgterne råd om de ægteskabelige og menneskelige bryderier til en mangfoldighed af spørgende kvinder. Af Weekendavisen den 17. maj 2024 (artiklen ”Følelser til alle tider”) fremgår, at Tove Ditlevsen rådede kvinder, der havde det så dårligt, at de måtte kaste op efter sex med ægtemanden, til ikke at afvise manden: ”Skønt De har mistet lysten til den affære, er det uklogt at afvise Deres mand. Der går da ingen splinter af Dem, fordi De er kærlig og imødekommende”. En frustreret ægtemand får følgende svar: ”Kære Ægtemand. Egentlig har jeg aldrig kunne forstå, at mænd i Deres situation ikke selv tager sig deres ret. En sådan handling kan mange gange vække kvinden af den erotiske kulde.” Og så sent som i 1971(!) rådes en mor, der har opdaget stedfarens voldtægtsforsøg på hendes 13-årige datter, til at undlade en politianmeldelse, da dette ikke vil gavne. I stedet bør hun stole på, at stedfaren er blevet så skræmt af datterens reaktion, at han ikke forsøger sig igen. (TV2 16. juni 2023 – nyheder.tv2.dk). Nuvel, ”det var en anden tid”, men foretager man et kort øjeblik det tankeeksperiment, at en mandlig forfatter var fremkommet med lignende råd, tvivler jeg på, at et forfatterskab og 11 års bopæl i Bistrup ville berettige til en bænk eller statue. Og hvis en statue eller bænk blev stillet op for at hædre en sådan mand, må man formode, at aktivister ufortøvet ville smide genstandene i Birkerød Sø. John Baastrup Ebberød
    Rigtig god ide med bænken og stedet er fint at sidde og tænke på hendes digte, liv og død. I lyset af hendes egen samtidige og hendes barnebarns senere beskrivelse af Victor Andreasens bagsider bør man måske nuancere betegnelsen “de gode år” om perioden i Birkerød. Måske var det gode mere en bestræbelse end en realitet.
      Antal likes i alt: 5, total dislikes: 0
      . Du kan ikke længere reagere på ideer i Markante kvinder i fremtidens byrum. Du kan ikke længere reagere på ideer i Markante kvinder i fremtidens byrum

      Sendt af

      Nuværende status

      foreslået