
Iver Nordentoft•for 4 år siden Partierne i den nye kommunalbestyrelse er enige om, at miljø- og klimapåvirkning altid skal indgå som et punkt - på lige fod med økonomi - ved alle relevante beslutningssager i kommunalbestyrelsen.Hvis miljø- og klimapåvirkning altid skal indgå på lige fod med økonomien, skal det vel gøres ved at indføre en pris på, hvad det koster at udlede den CO2, som det købte produkt vil føre med sig, altså en CO2-pris? Det er en fiktiv pris, som giver en indikation af, hvad omkostningerne for et produkt eller en ydelse er for klimaet. Den vil resultere i, at man køber produkter, der er mere grønne (selvom de faktisk i nogle tilfælde p.t. ikke er billigst), for hvis CO2-prisen regnes ind bliver de sorte produkter dyrest. Kommunen bør indregne en CO2-pris på minimum 850 kroner (Klimarådets anbefaling) per ton CO2-ækvivalenter i alle større indkøb og investeringer.CO2-prisen er det smarte valg, fordi det er en generel, omkostningseffektiv motor, der vil sørge for CO2-reduktioner på alle kommunens områder og det vil motivere leverandører til at tilbyde mere klimavenlige løsninger. Alternativerne til CO2-pris er - hvis vi skal nå det 70% reduktionsmål, der er vedtaget - meget mere besværlige og tvivlsomme. CO2-pris er langsigtet tænkning, både økonomisk og klimamæssigt.Desuden er CO2-prisen det mest klimaeffektive værktøj, fordi den også indregner den store del af kommunens indkøb og investeringer, der forårsager udledning af CO2 uden for kommunens grænser.En CO2-pris i Rudersdal nu vil tage forskud på indførelsen af den statslige CO2-afgift, som Klimarådet og eksperter har anbefalet at indføre på landsplan. EU taler også om indførelse af CO2-afgift. Indtil den egentlige CO2-afgift kommer, bør kommunalbestyrelsen tage skeen i egen hånd og indføre den interne CO2-pris. Kommunernes Landsforening er allerede i gang med at udforme materiale, der kan hjælpe de kommuner, som ønsker at benytte CO2-prisen - og mange kommuner er på vej. Principper fra Borgersamlingens 3. anbefaling:
Bæredygtighed skal altid indgå med større vægt end pris.
Der skal flyttes penge fra forbrug til grønne investeringer.
Målepunkt fra Borgersamlingens 3. anbefaling:Kortlægning af kommunens offentlige og private forbrug hvert år mht. at fastsætte reduktionsmål for forbruget