Karen Schou•for 1 år siden Når man bliver sygemeldt, mister man ofte kontakten med sine kolleger, og dermed den gruppe man identificerer sig med. Kommunen har mange fine aktiviteter, men med alderen for erhvervsaktiv, er det vanskeligt at finde grupper man identificere sig med, eller er parat til at blive grupperet med. “Åbent og roligt” er et godt eksempel, der henvender sig til en gruppe der primært er i den erhvervsaktive alder, men der bør være mere, og når man er syg, har man ofte ikke overskuddet til at tage initativet, eller at opsøge nye bekendtskaber. Det behøver ikke være stort, det kan fx være en invitation til at mødes med madpakken på shelterpladsen i Femsølyng/Rungsted strand eller et sted hvor man kan erstatte sin virksomheds kantineordning med et fast bord i en af kommunernes kantiner. Det kan også være invitation til hundetur, et kursus målrettet folk i den erhvervsaktive alder der går hjemme, en opgave man kan hjælpe med at løse, inden for rammerne af ens kræfter, træf i Sats eller svømmehallen, aktiviteter i skolekøkkenet, sløjdlokalet eller til formning og billedkunst. Det koster kassen at blive sendt på græs, da man reelt selv betaler meget for vejen mod et nyt liv, så aktiviteterne skal være gratis eller til lav pris.Jeg tror, at man ved at blive en del af et nyt fællesskab, kan hjælpe hinanden og holde hinanden oppe. For mange er det heldigvis en pause fra erhvervslivet, hvor man kommer tilbage, når sygdommen er behandlet eller man har fået et nyt job. Kommer man ikke tilbage på arbejdsmarkedet, ser jeg det som en inspirationskilde til at bygge sin nye tilværelse op til at rumme noget positivt. Set fra et økonomisk synspunkt tror jeg, at folk der er aktive og har et netværk er billigere i drift, for det offentlige system.Min baggrund for forslaget er, at jeg selv blev ramt af sygdom, da jeg var 51år. Jeg bor alene med min hund, og min tid var meget præget af mit arbejde og noget frivilligt arbejde, som jeg ikke havde kræfter til, da jeg blev syg. Dermed mistede jeg også mit sociale netværk. Forløbet frem til en førtidspension var langt og udmattende, og det var svært at erkende, at jeg ikke kunne påtage mig det samme. Jeg savnede den kantineordning mange brokker sig over, og jeg ville gerne være sammen med lige sindede, men alle de offentlige tilbud viste billeder af primært kvinder på min mors alder. Jeg gik derfor ind i noget bestyrelsesarbejde, som jeg ikke havde kræfter til, hvilket ledte mig til frivilligt arbejde i Birkerød Ridecenter, der både giver mig plads til at arbejde med ting jeg holder af, når jeg har kræfter til det, giver mig udfordringer, giver mig et sted at mødes socialt og giver mig en følelse af at gøre en forskel.
