
Markante kvinder i fremtidens byrum
Rudersdal har gennem tiden huset en lang række prominente kvinder, der fortjener en mere tydelig plads i det offentlige rum og kommunens kollektive bevidsthed.
Rudersdal Kommune ønsker at hylde kvinderne, der har haft en særlige betydning i Rudersdals historie. Det ønsker vi blandt andet at gøre ved at opkalde et antal veje og pladser efter markante, lokale kvindeskikkelser samt rejse mindesmærker over selvsamme.
Til dét har vi brug for din hjælp! Vi hører meget gerne fra dig, hvis der er kvinder, der har boet i Rudersdal Kommune, du synes bør at få en vej eller plads opkaldt efter sig – eller har gjort sig fortjent til et mindesmærke.
Kriterierne for at indstille en person er:
1) Der skal være tale om en afdød kvinde, der har været død i mindst tre år.
2) Den indstillede skal have gjort sig bemærket på enten lokalt, nationalt eller internationalt plan – eller alle tre.
3) Når du indstiller, vil vi meget gerne, om muligt, have oplyst a) hvordan den indstillede har markeret sig, b) hvor i kommunen, den indstillede boede, c) hvornår vedkommende boede i kommunen og d) om vedkommende var aktiv på sit felt i denne periode.
Vi har udarbejdet en liste over mulige kandidater, som vi har lagt ind som bidrag herunder på siden. Du kan ikke stemme på navnene på listen. Men vi hører gerne fra dig, hvis du mener, andre lokale kvinder bør komme på listen.
Du kan fremsende din indstilling via høringsmodulet på siden her. Fristen for at afgive høringssvar er den 01.12.2024.
+18 deltagere





